Uddannelsesaktører: Sidestil forskning af erhvervsuddannelser med andre uddannelser

At øge søgningen til erhvervsuddannelserne står højt på den nye SVM-regerings ønskeliste. Og med god grund. For trods adskillige indsatser på erhvervsuddannelsesområdet – faktisk flere end 200 de seneste fem år – er Danmark stadig mile vidt fra at nå størstedelen af de målsætninger, som et bredt flertal i Folketinget vedtog med erhvervsuddannelsesreformen i 2014.

For eksempel skulle 25 procent af en ungdomsårgang søge direkte ind på en erhvervsuddannelse i 2020. I 2021 var det kun 20 procent, der havde en erhvervsuddannelse som førsteprioritet. Det viser en redegørelse fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Målene blev sat af en grund – for i dag, hvor vi på ingen måder har nået dem – kan ingen længere være i tvivl om, hvor mange faglærte vi mangler. Tal fra Arbejdernes Erhvervsråd viser, at vi kommer til at mangle næsten 99.000 faglærte i 2030.

Samtidig falder 40 procent af de elever, der starter på en erhvervsuddannelse, fra inden for fem år. Hvis ikke denne udvikling vender, vil det have alvorlige konsekvenser for alt fra den grønne omstilling til omsorg og pleje af de ældre.

Der er mange forklaringer på, at det står så skidt til på trods af alle de gode intentioner om det modsatte. Men der mangler ganske enkelt også viden om, hvordan vi løser udfordringerne.

Det er på tide, at forskning i og om erhvervsuddannelserne bliver opprioriteret gevaldigt. Og med de forestående forhandlinger om forskningsreserven er muligheden oplagt – nu mangler vi bare politisk vilje til at slå til.

Forskning har været nedprioriteret

Den danske forskning på erhvervsuddannelsesområdet halter håbløst efter forskningen på andre uddannelsesområder og er forsvindende lille set i et nordisk perspektiv. I 2021 var der kun ti forskere inden for området ansat på danske universiteter og professionshøjskoler.

En national satsning bør sikre, at erhvervsskoler og oplæringssteder har ressourcer til at indgå i forsknings- og udviklingsprogrammer – og at programmerne har en flerårig tidsramme, som gør det muligt at bruge forskningen til at opbygge varig kapacitet på institutionerne.

De seneste år med vigende søgning og besparelser har presset erhvervsskolernes budgetter. Derfor er der brug for, at en national investering i forskning ledsages af en mindst lige så stor investering i, at skoler og oplæringssteder kan indgå i systematisk forskning og praksisudvikling.

Det kan ske ved at erhvervsskolerne får flerårige udviklingsmidler, som gør det muligt at finansiere undervisernes deltagelse i forsknings- og udviklingsprogrammer.

Der er heldigvis gode takter på området. Arbejdsmarkedets parter afsatte i trepartsaftalen fra november 2020 30 millioner kroner af de såkaldte AUB-midler (Arbejdsgivernes uddannelsesbidrag) til etablering af et Center for viden om erhvervsuddannelser, som navnlig skal have fokus på den del af erhvervsuddannelserne, der foregår i virksomhederne. Flere fonde har også fokus på at styrke forskning og praksisudvikling – især på det naturvidenskabelige område.

Det er fantastisk, at arbejdsmarkedsmarkedets parter og de private fonde investerer i området. Men det er ikke nok. Hvis vi skal løse problemerne, er der brug for en samlet og national indsats, som også sikrer viden og udvikling af de dele af uddannelserne, der foregår på erhvervsskolerne.

Pædagogik og didaktik er afgørende

I regeringsgrundlaget står der blandt andet, at regeringen vil investere i de rette lærerkompetencer. Det forudsætter, at vi må prioritere den uddannelse, lærerne på erhvervsskolerne skal have.

Vi skal styrke forskning i og udvikling af den pædagogik og didaktik, der praktiseres på erhvervsuddannelserne. Vi ved allerede i dag fra andre uddannelsesområder, at god pædagogik og dygtige undervisere er den mest afgørende parameter for uddannelsernes kvalitet, og for at uddannelserne formår at rykke og motivere alle elever og samtidig tiltrække nye elevgrupper.

Forskningen i erhvervsuddannelsernes pædagogik og didaktik er meget begrænset sammenlignet med forskningen på eksempelvis gymnasiet og folkeskolen.

Erhvervsskolerne mangler opdateret viden om centrale områder. Såsom, hvordan man arbejder med feedback, hvordan man understøtter elevernes faglige progression og skaber en tydelig sammenhæng til oplæringen og det erhverv, eleverne er ved at uddanne sig til.

Erhvervsuddannelserne har en række særkender, som vi skal holde fast i og udbygge. Det er derfor uholdbart overfor både lærere og elever på området at henvise til den forskningsviden, der udvikles med udgangspunkt i folkeskoler og gymnasier.

Der er også brug for at styrke og udvikle uddannelsernes læringsmiljøer. Underviserne skal have adgang til den nyeste viden, de nyeste metoder og vidensbaseret kompetenceudvikling.

De står nemlig med en kompleks uddannelsesopgave, hvor de både skal løfte en bredt sammensat elevgruppe og samtidig opdatere undervisningen i takt med nye behov på arbejdsmarkedet og nye elevgrupper.

Derfor er der et særligt behov for, at underviserne løbende får adgang til den nyeste viden, og at de kan indgå i udviklingsarbejde og får mulighed for kontinuerligt at arbejde med at forbedre deres praksis.

Langsigtede investeringer er den eneste vej ud af krisen

Set fra et kortsigtet perspektiv er det forståeligt, hvorfor der de senere år primært har været fokus på at løse de akutte problemer på erhvervsskolerne. Men problemerne er vanskelige at løse, når vi mangler viden om, hvad der rent faktisk virker. Og når vi ikke har den viden, er det fordi, vi ikke har investeret i at få den.

Det er en bunden opgave at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive. Behovet for udvikling af uddannelserne har aldrig været større. Derfor er det afgørende, at en væsentlig del af forskningsreserven for de kommende år målrettet går til at styrke forskning og praksisudvikling af erhvervsuddannelserne.

Det skal være slut med hovsaløsninger, der varmer kortvarigt. Skal vi for alvor tage livtag om erhvervsuddannelsernes udfordringer, skal vi investere langsigtet, og vi skal investere nu.

Lad os én gang for alle få de nødvendige investeringer i forskning og praksisudvikling på erhvervsuddannelserne – i det mindste på ét niveau, der svarer til omfanget på andre uddannelser.