Territorialplan for retfærdig omstilling og nationalt program for Fonden for Retfærdig Omstilling

DEG høringssvar

Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (DEG) kvitterer for invitationen til at kommentere på det fremsendte udkast til Territorialplan for Retfærdig Omstilling og Nationalt program for Fonden for Retfærdig Omstilling.

DEG har noteret sig, at særligt Nordjylland og Sydjylland er udpeget som støtteberettigede landsdele for FRO – med udgangspunkt i behovet for hhv. omlægning af drivhusgas-intensive produktionsprocesser og udfasning af produktion af fossile brændstoffer. Der vil dog efter DEG’s opfattelse også være andre landsdele, som kunne have behov for støtte i forbindelse med omlægning af drivhusgas-intensive produktionsprocesser og udfasning af produktion af fossile brændstoffer, fx sukkerproduktionsanlæggene i Nykøbing Falster og Nakskov, men også i forbindelse med at fremtidssikre hele transportsektoren.

Risiko for ensidigt fokus på høje uddannelsesniveauer
DEG finder, at det er en selvstændig pointe, at behovet for kvalificeret arbejdskraft til den grønne omstilling ikke kan løftes af de længerevarende uddannelser alene. Analyser af beskæftigelseseffekterne ved investeringer i den grønne omstilling viser, at det kræver en langt bredere indsats at sikre, at den nødvendige arbejdskraft med de rette kvalifikationer og kompetencer er til rådighed.

Det er i denne sammenhæng en udfordring, at voksen- og efteruddannelsessystemet i dag i højere grad benyttes af personer med længerevarende uddannelser frem for målgrupper, som potentielt kunne have højere udbytte af det. Der er også for mange ufaglærte, som mangler helt grundlæggende basale færdigheder, når det gælder læsning, regning og it-færdigheder. De kvalifikationsbehov som den grønne omstilling medfører, kan ikke alene handle om udvalgte grupper af ingeniører eller faglærte.

Det er derfor afgørende nødvendigt, at territorialfonden støtter sådanne tiltag, der muliggør at arbejdsmarkedet kan tilpasse sig de ændrede efterspørgselsbehov gennem initiativer, der understøtter opkvalificering af såvel erhvervsfagligt uddannede, som ikke faglærte (og kun i mindre grad kortere-, mellemlange og lange videregående uddannelser).

I territorialplanen anføres f.eks. (i kontrast til dette udfordringsbillede), at ”kompetencetilførsel” retter sig mod ”…tilknytning af personer, fx ledige med mellemlang eller lang videregående uddannelse, til konkrete udviklingsopgaver i private virksomheder, herunder facilitering, modning og netværk af virksomheder og højtuddannede i forbindelse med matchning, der fx kan bibringe virksomheden grønne og digitale kompetencer.” (Udkast til territorialplan s. 35)

DEG indgår gerne i dialog med Erhvervsstyrelsen om at fremme tilvejebringelsen af de kompetencer og den kvalificerede arbejdskraft, som arbejdsmarkedet får brug for i fremtiden.

Kontakt

Thomas

Thomas Kurz Ankersen

Chefkonsulent - jura & organisation