Forslag til ændring af lov om folkeskoler m.m. (erstatningstimer)

DEG høringssvar

Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (DEG) takker for muligheden for at kunne afgive høringssvar i forbindelse med ovenstående høring.

Indledningsvis vil DEG bemærke, at det er forholdsvis sjældent, at organisationen afgiver høringssvar i forbindelse med høringer, der hovedsageligt omhandler grundskoleområdet, medmindre disse omhandler særskilte interesser af væsentlig betydning i forhold til organisationens medlemsskoler.

I dette tilfælde vil DEG dog udtrykke sin bekymring for, at man med lovforslaget får lagt problemet med manglende indlærte kompetencer i grundskolen, grundet fravær i forbindelse med Corona/COVID-19 epidemien, over på ungdomsuddannelserne, da det med lovforslaget gøres muligt for skoler at undlade at give erstatningstimer for aflyst undervisning i grundskolen.

Derfor opfordrer DEG til, at det sikres, at grundskolen forpligtes til at koncentrere sig om elevernes undervisning i visse vigtige fag, herunder dansk, engelsk og matematik, således at eleverne mestrer disse kompetencer forud for start på en ungdomsuddannelse. Dette for at sikre eleverne de bedste mulige forudsætninger for at kunne følge med i den videre undervisning.

I modsatte fald må det antages, at der vil være et fagligt og eventuelt socialt efterslæb, som ungdomsuddannelserne på en eller anden måde skal indhente for at sikre, at eleverne kan følge med i undervisning og således gennemføre deres uddannelse. DEG vil derfor opfordre Børne- og Undervisningsministeriet til at understøtte ungdomsuddannelsesinstitutionerne, så disse kan bringe de elever, der som følge af manglende undervisningen ikke møder det gældende krav, op på det påkrævede faglige niveau, og herved bl.a. mindske risikoen for frafald.

Foruden ovenstående har DEG ingen yderligere bemærkninger.

Kontakt

Portræt af Mie Hovmark

Mie Hovmark

Chefkonsulent og teamkoordinator - eud & eux