Bekendtgørelse om skoleoplæringsydelse og skoleydelse til elever i fgu-baseret erhvervsuddannelse

DEG-L høringssvar

Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne (DEG-L) takker for muligheden for at afgive høringssvar i forbindelse med ovenstående høring.

DEG-L bemærker, at bekendtgørelsen er en konsekvens af trepartsaftalen af 21. november 2020. Den højere skoleoplæringsydelse kan forhåbentlig bidrage til, at skoleoplæringseleverne bedre kan få økonomien til at hænge sammen og dermed kan færdiggøre deres uddannelse.

Det undrer dog DEG-L, at vilkårene for erhvervsuddannelseselever i skoleoplæring og elever i den fgu-baserede erhvervsuddannelse med ændringen fortsat er forskellige. For på trods af, at regeringen i Finanslovsforslaget for 2022 foreslår at hæve skoleydelsen, er der stadig en økonomisk forskel – specielt på 3. og 4. år af elevens uddannelse. Her mener foreningen, at det kan være hensigtsmæssigt at sikre en parallelitet mellem ydelserne, således at eleven på den fgu-baserede erhvervsuddannelse økonomisk ligestilles med erhvervsuddannelseseleven i skoleoplæring.

DEG-L bakker derfor op om høringssvaret fra bl.a. FGU Danmark, hvor det foreslås, at lovgivningen ændres således, at skoleydelsen for den fgu-baserede erhvervsuddannelse følger skoleoplæringsydelsen i forhold til beløb, alder, og hvor langt eleven er i uddannelsen. Det vil bidrage til at sikre parallelitet samt forhåbentlig øge sandsynligheden for, at også de fgu-baserede erhvervsuddannelseselever færdiggør deres uddannelse og dermed forhåbentlig samlet set bidrage til at uddanne flere faglærte.

Foruden ovenstående, har DEG-L ingen yderligere bemærkninger til forslaget.